Tror du på spøgelser? Mød tre kvinder, der gør

Spøgelser

Spøgerier og hjemsøgelser er 
tilsyneladende langt mere udbredte, end vi tror. Vi taler bare ikke så meget om spøgelser – af frygt for at blive mødt med latter og mistro.

Spøgelser får stadig nakkehårene rtil at rejse sig

De oplevelser, der for 42 år siden skræmte Charlotte Eichel fra vid og sans, sidder fast i kroppen på hende den dag i dag. For et par år siden kørte hun sammen med sin mand forbi huset, hvor det hele skete.

Hun var syv år gammel, da hun flyttede ind i en villa sammen med sin søster og sine forældre, mens familien var ved at sætte et andet hus i stand. Lige fra begyndelsen var hun utryg ved at bo der.

-Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget til stede, som jeg ikke kunne se. Et eller andet sagde mig, at det var et andet barn. Jeg kunne mærke en atmosfære af vrede og havde utroligt svært ved at sove, husker hun.

Spøgelsestema har Charlotte Eigel fokus på

På billedet ses Charlotte Eichel.

Samtidig fik hun konstant stød, når hun rørte ved husets kontakter. Charlottes far var elektriker og tjekkede hele huset igennem for fejl på elinstallationerne, men kunne ikke finde en fornuftig forklaring.

 – En aften fik jeg stød og blev helt hysterisk. Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så skræmt, men de slog det hen og senere, da vi flyttede, fik jeg det jo godt igen.

Men inden de nåede dertil, kulminerede Charlottes oplevelser en aften, hvor hun var alene hjemme.

Læs om Nina og Jesper der boede sammen med spøgelser

Blafrende gardiner

Den ældre 20’er-villa var i tre plan med en kæmpe hall og en svalegang på første sal. Charlotte havde været syg og lå og sov på sit værelse, mens resten af familien var ude for en kort bemærkning. Da hun vågnede, var mørket ved at sænke sig, og hun kunne høre en solsort synge uden for vinduet.

 Hun skulle ned i hallen for at kunne tænde lyset. Men stuen så ikke ud, som hun forventede.

 – Alle dørene i det mørke rum stod åbne og gardinerne bølgede ind i rummet. Jeg blev så bange, at jeg styrtede op på mit værelse og krøllede mig sammen under dynen. Da mine forældre endelig kom hjem, råbte min mor på mig og spurgte, hvorfor der var så mørkt. Jeg løb ned ad trappen og kastede mig tudbrølende i armene på min far. Jeg fortalte hulkende, at alle dørene i stuen stod åbne.

Men Charlottes far så helt uforstående ud. Og da han gik ind i stuen, var alle dørene lukkede og låst. Nøjagtig som da forældrene forlod huset.

Et 
besøg fra den anden side?

I hverdagen arbejder 50-
årige Pia Rønne som lægesekretær i et miljø præget af videnskab og evidens. Hun betegner sig selv om et rationelt og ureligiøst menneske. Men gennem livet har hun alligevel følt en anden dimension trænge sig på.
 
Pia fortæller om sine oplevelser med spøgelser
 
På billedet ses Pia Rønne.

En af de mest mindeværdige hændelser i Pias liv handler om hendes egen mor. Pia mistede hende tidligt og savnede især at dele livets gode oplevelser med moren. Netop hjemvendt fra en fantastisk ferie med familien i Tyrkiet mærkede Pia en kraftig følelse af savn.

 – Samme nat vågnede jeg ved, at det blæste ind ad vores åbne soveværelsesvindue, så jeg rejste mig fra sengen for at lukke det. Da jeg nåede hen til vinduet, mærkede jeg en meget varm vind feje hen over min krop. Fem minutter senere stod min dengang 16-årige datter i døren og græd. ”Mormor har lige været her for at besøge mig”, sagde hun. Jeg kunne ikke selv se min mor, men jeg fornemmede den der underlige varme.

Læs hvordan du jager spøgelser væk

I den mere muntre ende satte en ældre herre senere Pia i lidt af en beklemt situation, da hun var på besøg hos en kollega. Kollegerne skulle drikke glögg og julehygge, men på et tidspunkt kunne Pia se omridset af en mand, der sad i kollegaens lænestol.

 – ”Du skal sige, at jeg er her”, sagde han til mig. Jeg tænkte bare nej, det skal jeg ikke! Det er min arbejdskollega, og hun vil da tro, jeg er skør, ler Pia.

Senere bevægede hyggesnakken sig dog over mod overnaturlige emner, og Pia valgte alligevel at fortælle, hvad hun lige havde set.

 – ”Ja”, sagde min kollega. ”Det er min morfar”. Dagen efter havde hun et billede af nogle mænd med på arbejde og bad mig pege på ham, jeg så. Jeg pegede lige præcis på hendes morfar.

Alle kan møde et spøgelse

Gennem de seneste ti år har antropolog Kirsten Marie Raahauge samlet på spøgelseshistorier, og i sit forskningsprojekt ”Hjemsøgte Huse” har hun afdækket den moderne danskers oplevelse af uforklarlige fænomener. I begyndelsen antog hun, at hun skulle undersøge historier fra gamle huse, slotte og herregårde. Men den hovedløse rytter og hvide dame blev snart erstattet af historier, der var langt mere hverdagsagtige.

Spøgelser er for mange et tabu

På billedet ses Kirsten Marie Raahauge.

 – Jeg begyndte at spørge mig frem alle de steder, jeg kom –  fra børnehaven til supermarkedet. Og mange af de mennesker, jeg henvendte mig til, svarede, at de selv havde oplevet noget i deres eget hjem. Det kom helt bag på mig, hvor udbredt det viste sig at være, siger antropologen, der til daglig er lektor og forsker på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

Læs om Jane Aamund der har set spøgelser

Noget andet overraskende, der stod klart efter antropologens mange interviews, var, at fænomenet ikke har noget gennemgående mønster.

 – Uforklarlige hændelser forekommer i alle typer huse. Gamle huse, gulstensparcelhuset fra 1960’erne, højhuset af beton og den helt nybyggede villa. Der er heller ikke noget mønster i forhold til alder, køn, social status eller uddannelse hos dem, der har oplevelserne. Jeg har interviewet mennesker, der anser sig selv som ekstremt naturvidenskabelige og rationelle, og som på ingen måde tror på mere mellem himmel og jord. Men alligevel har de altså oplevet noget, som de ikke kan forklare, siger Kirsten Marie Raahauge.

De fleste mennesker, Kirsten Marie Raahauge har talt med, bedyrer, at de slet ikke tror på spøgelser eller genfærd. Og det på trods af, at de selv har haft en eller endda gentagne ekstraordinære oplevelser.

 – Der kommer ganske vist en lille sprække i ens eksistens. En lille åbning til mere mellem himmel og jord. Men de fleste går videre i deres liv, som om intet var hændt. De tror på deres oplevelser, men konkluderer, at de ikke ved, hvad det var. Det skyldes måske, at hvis man først tror på, at spøgerierne skyldes afdøde, ånder eller noget andet overnaturligt, så følger der også en meget stor pakke af eksistentielle spørgsmål med.

Sig det ikke højt

Spøgelser er for det meste noget, vi griner ad. Og ikke taler højt om.

– At man har set et spøgelse, er ikke det visitkort, man smider til en jobsamtale, som en af mine informanter udtrykte det. Det er en helt klar fællesnævner hos de mennesker, jeg har talt med, at de er tilbageholdende med at dele deres oplevelser. De vil helst undgå at blive opfattet som naive eller opmærksomhedssøgende, siger Kirsten Marie Raahauge.

På baggrund af sin forskning vurderer hun, at hvis man sætter mellem fem og ti personer sammen i et rum, vil mindst en af dem kunne fortælle om en ekstraordinær oplevelse. Men det sker altså sjældent uopfordret

 – En af oplevelserne i min undersøgelse kom fra en familie, der endte med at flytte fra deres hus, fordi det var hjemsøgt. Senere talte de så ved et tilfælde med deres forhenværende nabo, som grinende kunne berette, at de nye naboer var lidt skøre og havde fortalt, at det spøgte i huset. Det illustrerer jo ganske glimrende det tabu, der eksisterer.