Kan man gøre for meget rent?

rent

Rent og velduftende. Det er en fornøjelse at bo i sådan et hjem. Men hvor meget rengøring skal der egentligt til, for at et hjem ikke bare er pænt, men også sundt at opholde sig i? SØNDAG har talt med rengøringseksperten ”Fru Grøn”.

Hop ikke på rengøringsfiduserne

Det er en fornøjelse at være i et rent og velduftende hjem og rengøringsmidler med en duft af blomster og sprit giver en salig fornemmelse af, at hjemmet er rent. Men skader rengøringsfiduserne mere end de gavner, når du skal holde dit hjem rent? Rengøringseksperten Anne Grete Rasmussen, bedre kendt som Fru Grøn, var tidligere konsulent hos det nu nedlagte ”Statens husholdningsråd”, og hun ved alt, hvad der er værd at vide, om rengøring og hygiejne i hjemmet.

Hvor meget rent skal man gøre?

Det er vigtigt at få kendskab til, hvilke midler man skal bruge til forskellige rengøringsopgaver, så man bedst får fjernet snavs og vedligeholdt materialer og ikke belaster indeklimaet unødvendigt.

Den viden findes, men er ved at blive ødelagt af markedsføringen af produkter, der ikke virker, mener Fru Grøn. Samtidig er der konstant nye råd, som det kan være svært at sortere i:

- Den sidste jeg hørte, var et råd om, at hvis man havde en presset citron, så skulle man bruge den til tøjvasken. Men det er et skadeligt råd, for vaskepulver er basisk, så syren fra citronen vil ophæve en del af dens virkning. Mange hopper på råd som disse, fordi de ikke har kendskab til, hvad rengøringsmidlerne består af og hvordan de virker. Det er et forfærdeligt råd – man skal ikke lægge mad ind til vasketøjet, siger Fru Grøn.

Hun har set flere forskellige ”råd” om, at man kan bruge madvarer til diverse rengøringsopgaver, hvilket hun er meget ærgerlig over.

Rent og rart i køkkenet

- Madvarer er til at spise. Og ens rengøring bliver ikke mere miljøvenlig af, at man kan spise det, man bruger, selv om mange måske tror det. Firmaerne bag får positiv opmærksomhed på nettet ved at lægge sådan nogle råd op – men der skal man være klog nok til at gå udenom.

Kaffe som lugtfjerner og ketchup som pudsemiddel er altså en dårlig idé. I stedet skal du gå efter de rengøringsmidler, der er skabt til formålet – samt tage skidtet i opløbet og undgå unødvendige kemikalier.

- I de fleste tilfælde er en god mikrofiberklud, en omgang knofedt og almindeligt sæbevand rigeligt til at klare de basale rengøringsopgaver. Hvis det skal være lidt skrappere, er det vigtigt at vide, hvilken type rengøringsmiddel, du skal bruge. Hvis du skal fjerne kalk, så virker et surt, miljømærket rengøringsmiddel bedst, siger hun.

Derudover råder Fru Grøn til, at du går efter kvalitet, når du bruger pengene på rengøringsprodukter. Billige gulvklude, dårlige mopper og dyre rengøringsmidler fyldt med kemikalier skal man gå uden om.

- Rengøringen bliver meget nemmere, hvis du bruger de rigtige værktøjer. En skraber til en tier i supermarkedet er ikke noget værd, der må du bruge lidt ekstra og købe noget ordentligt. Det samme er tilfældet med kludene: Køb nogle gode mikrofiberklude og -mopper, og smid den klassiske gulvklud ud. De er mere effektive end alle de mystiske produkter, der lover en masse, de ikke kan holde. Sidst men ikke mindst, køb rengøringsmidler, der er miljø- og allergimærkede. Det er bedst både for sundhed og natur.